Plastickirurgi kan gøre dig lykkelig eller deprimeret

8. februar 2012

Brug af plastickirurgi kan enten gøre dig lykkelig eller deprimeret. Hvad effekten er for dig, afhænger af årsagerne til at du bruger det.

Plastickirurgi gør dig lykkelig:

Plastickirurgi kan gøre dig lykkelig, hvis du bruger det til at få mere sex og kærlighed. Hvis du lever sundt, og alligevel har det så dårligt med aspekter af din krop, at dine følelser forhindrer dig i at skamride din mand eller at købe dét tøj, du elsker allermest, så kan kirurgisk hjælp være meget mere effektivt end terapi og tusind knus.

Plastickirurgi kan være med til at vende en negativ spiral i dit liv. En operation kan nemlig sætte gang i en kædereaktion af større selvtillid og mere åbenhed, som i sidste ende har mulighed for at styrke dit selvværd, fordi du bliver i stand til at tage imod mere kærlighed fra andre.

Om plastickirurgi er en god investering, afhænger på den måde af, hvor meget din krop i første omgang påvirker dine følelser og tanker om dig selv.

Plastickirurgi gør dig deprimeret:

Hvis du flygter fra døden, vil plastickirurgi gøre dig deprimeret i længden. Plastickirurgi kan nemlig ikke slukke for døden. Uanset hvor mange liter botox du får sprøjtet ind i panden, så ændrer det ikke på, at du kommer et skridt tættere på døden for hver dag der går. Rynker er Guds gave til dig, for de tvinger dig til at blive dybere og sejere som menneske. Jo grimmere du bliver, desto mere charmerende er du tvunget til at være, hvis folk skal gide at være sammen med dig.

Rynker tvinger dig til at erkende at du er ved at blive gammel, og at du ikke har en uendelig mængde tid til at blive lykkelig og lære at elske. Hvis du får hudfolderne skåret væk, så risikerer du først at blive tvunget til at tage dig sammen når du fylder 70, hvor din krop falder fra hinanden i et tempo hvor kirurgerne ikke længere kan følge med.

Rynkerne er din krops ægge-ur. Hvis du slukker for alarmen, så får du ikke nogen advarsel, når det er ved at være på tide at gå til stålet.

Ikke flere indlæg.