Arkiv for december, 2011

Du skal ikke realisere dit fulde potentiale

11. december 2011

Hvis du møder nogen, der påstår at de realiserer deres fulde potentiale, så lyver de. De har helt sikkert masser af potentiale, der ikke er realiseret. Hvis de er lykkelige, mener de sandsynligvis blot, at de selv har valgt hvilke dele af deres potentiale, de ikke vil realisere.

Drømmen om at udfolde sit fulde potentiale taler som regel mest til kvinder, fordi vi er de eneste der tror på at vi kun kan være lykkelige når vores liv er 100 % udfoldet på alle områder. Mænd behøver kun udfolde 5 % for at være enormt tilfredse med sig selv, og det kunne kvinder godt lære lidt af.

Du kan ikke realisere dit fulde potentiale på alle punkter i dit liv. Hvis du prøver, får du stress, og det bliver du syg af.

Dine ambitioner strækker sig sandsynligvis ud over mange områder af dit liv. Udover karrieremæssige ambitioner har du måske også ambitioner for dit kærlighedsliv, dit helbred og de oplevelser du gerne vil have, inden du dør. Ambitionerne er sandsynligvis af forskellig størrelse på forskellige punkter i dit liv, og sandsynligvis er alle dine ambitioner samlet set så store, at det er fuldstændig urealistisk du når det hele.

Du kan vælge mellem at droppe nogle af ambitionerne allerede nu, eller at bruge resten af dit liv på at have dårlig samvittighed over ikke at nå dem. Hvad vil du helst?

At udfolde dit potentiale på bare et enkelt område vil tage mindst et helt menneskeliv. Du kan derfor ikke udfolde 100 % af dit potentiale på alle områder. Du bliver nødt til at vælge, hvad der er vigtigst for dig.

Som de fleste andre har du i princippet potentiale for at få en doktorgrad, få mindst 35 børn, blive verdensmester i salsa, diskoskast og marathonløb og skrive 100 bestsellerromaner, hvis du virkelig fokuserer. Men KUN hvis du er villig til at betale prisen og ofre hele resten af dit liv.

Hvis du er helt vild med masser af tantra, at bage pandekager om søndagen, at lege og snakke med dine børn, skrive digte, gå på sushi-restauranter eller Jensens Bøfhus, lakere negle og at sidde og glo ind i væggen, så er det måske bare ikke i det her liv, du samtidig skal være statsminister. Også selvom du er meget klog og god til at lave lektier.

Er du stresset?

Hvis du er stresset, så har du sandsynligvis et urealistisk billede af, hvad du kan nå i dit liv. Det kan skyldes at du er bange for at vælge til og fra i dit liv. Har du det sådan? Så er du i fare for at ende med ingenting. Hvis du ikke vælger fra, så får du nemlig stress. Men valget kræver benhård disciplin og vedholdenhed.

Før du kan sige fra til de ting du ikke kan nå, skal du gøre dig klart hvad du ønsker at få ud af dit liv. Du skal blive bevidst om hvor dine drømme strider indbyrdes imod hinanden, og dernæst vælge hvad der er vigtigst for dig. Jo mere energi du bruger på at realisere den ene ambition, desto mindre energi har du til at realisere en anden.

Du skal gøre op med dig selv hvor meget de enkelte områder hver især betyder for dig, og hvordan de skal doseres og prioriteres for at du kan blive lykkelig.

Du kan ikke realisere dit fulde potentiale. Du kan højst blive virkelig god til at vælge til og fra. Du kan måske realisere 20 % af dit potentiale på de enkelte områder af dit liv, hvis du er meget ambitiøs. Resten af potentialet må du acceptere, at du ikke gider at realisere.