Arkiv for september, 2011
Hold en fest for dine fejl
22. september 2011
Du skal hylde dine fejl. Sig tak til Guderne hver gang du laver fejl. Læg dig ned på dine knæ og send en dybfølt tak mod Himlen hver gang du fucker alting up. Rejs dig op igen og dans en lille sejrs-samba, som inkluderer ryste-røvs-bevægelser og roterende underliv. Drik dernæst en højpoleret cocktail eller et beskidt glas whiskey og ryg en smøg – bare for at ønske dig selv tillykke med dit held. Få til sidst følelsen helt ind i kroppen ved at gå ombord i din nøgne kæreste eller din bedste dildo – bare for virkelig at fejre universets guddommelige evne til – gennem dine dejlige fejl – at vise dig, hvad du skal gøre i dit liv.
Når du oplever at du har lavet en fejl, er det nemlig en meget direkte besked fra Himlen. Guderne fortæller dig hvad du skal gøre og – især – hvad du ikke skal gøre for at blive lykkelig. Den fejl du har begået er et symbol på en vej, der ikke gør dig glad. Efter du har begået din fejl, er du blevet så meget klogere, og er allerede et skridt længere på vejen mod et fantastisk liv. Tillykke.
Hvis du synes det er svært at holde en fest for dine fejl, så er det måske fordi du lider af dén vrangforestilling at du ikke må begå fejl. At fejl gør dig til et dårligt menneske. Eller at det aldrig har været meningen med dit liv, at du skulle begå fejl. Hvis dét er tilfældet, så lider du af storhedsvanvid. Du er hverken Zeus eller Jesus – du er jo kun et menneske. Et dejligt guddommeligt menneske, som er fuld af fejl og mangler og gode intentioner. Du gør det så godt du overhovedet kan, men du er ikke perfekt, og det er fordi at det ikke er meningen at du skal være perfekt.
Når du laver fejl er verden lige som den skal være. Alting er i den skønneste orden. Brug den viden til at slippe din dårlige samvittighed, og fyr i stedet noget energi af sted på at blive klogere til næste gang. Jo mindre energi du bruger på at skamme dig over dine fejl, desto mere energi har du til at lave om på dem.
Hvad har du mest lyst til? At skamme dig? – eller at tage dig sammen og blive et bedre menneske?
Tager du ansvar?
21. september 2011
For et par dage siden så jeg i TV Dominique Strauss-Kahn beklage al den smerte han havde påført sin familie og sit folk ved at opføre sig som et børnehavebarn i en legetøjsbutik, da en stuepige gik ind på hans hotelværelse. Det er godt, at han kan sige undskyld. Det er godt at være bevidst om at ens handlinger har konsekvenser for andre mennesker. Men DSK opfører sig stadig som et barn.
Han tror at det franske folk går så meget op i hans liv, at de bliver såret over hans opførsel. Folket bliver ikke såret. De mister respekten for ham. De kasserer ham, og finder en ny præsident-kandidat som de synes er sej. DSK’s opførsel er ikke det mindste skadeligt for hans folk – hans opførsel er primært skadelig for ham selv. Han opfører sig selvdestruktivt.
Hvis du opfører dig som en klaphat, så er det kun de mennesker du har meget tæt på, der vil gå så meget op i det, at de bruger energi på at blive såret. Hvis de virkelig elsker dig, så siger de det højt når du er et fæ. Men de fleste andre mennesker er ligeglade med din udvikling og din evne til at opføre dig ordentligt. De tager bare afstand fra dig, hvis du har en tvivlsom adfærd.
Selvom det er godt at sige undskyld, kan det på den måde også være en flugt. Når du siger “Undskyld” forholder du dig kun til den smerte andre mennesker føler. Men hvad med dén smerte du har forvoldt mod dig selv? Af og til skal du droppe “Undskyld” fordi den skade du har forvoldt ikke har med andre mennesker at gøre. Du har forvoldt skade mod dig selv. Af og til skal du bare tie stille og beslutte dig for at gøre det anderledes næste gang. For din egen skyld.
Derfor er det svært at sige undskyld
17. september 2011
Har du svært ved at sige undskyld?
Så er det måske fordi, at dét at sige “Undskyld” kræver, at du først skal erkende at du har gjort skade på et andet menneske. Det gør ondt. Du har ud fra din uvidenhed eller manglende styrke handlet på en måde der uretmæssigt er gået ud over et andet menneske, og det gør så ondt at erkende, at det til tider kan være lettere at lukke øjnene.
Har du det sådan? Så skal du huske, at alle mennesker kommer til at gøre skade på hinanden engang imellem. Det sker konstant. Det er en del af universets verdens-orden. Vi er så mange mennesker, som – ud over at passe på hinanden – allesammen prøver at passe på os selv. Det er umuligt at undgå de konflikter som 6 milliarder menneskers modstridende ønsker fører med sig.
Det er ikke en fejl at du laver fejl. Men det er en fejl hvis du ikke siger undskyld for dine fejl. Du skal ikke måle dig selv på dine fejl, men din vilje til at rette op på dem. Og også din evne til at gøre noget ved det. Du får aldrig rettet op dine fejl, hvis du ikke starter med at sige undskyld.
Har du en besværlig personlighed?
6. september 2011
Du har en besværlig personlighed, hvis du synes det er svært at passe ind. Du er besværlig, hvis du ikke føler dig normal.
Du kan tackle din besværlige personlighed på to måder:
1) Du kan vælge at bruge hele dit liv på at afkode den normale adfærd så du kan kopiere den. Det skal du gøre hvis du har det godt med at føle dig forkert hver gang du er anderledes end de andre. Det er en god metode at bruge til at holde fast i den følelse. Konsekvensen vil være at du halter et skridt bagefter, fordi du hele tiden skal vente på at andre mennesker skal beslutte hvad der er rigtigt og forkert for dig. Til gengæld får du masser af tryghed i dit liv – du slipper nemlig for at stå til regnskab for dine beslutninger.
2) Du kan alternativt vælge at have det som succes-kriterie for dig selv, at føle dig anderledes. Det kan du gøre ved at lave et Excel-ark som du printer ud og hænger på dit køleskab. På den skal du klistre en guldstjerne for hver gang der er nogen der har kigget lidt skeptisk på dig og sagt “Sådan plejer vi altså ikke at gøre”. Sig “YES!” og vid at du har gjort dagens dont. Konsekvensen vil være at det pludselig begynder at være dig, der med dine mærkelige beslutninger, sætter dagsordenen. Hvis du selv tør undersøge konsekvenserne af dine impulser, har du en chance for at få succes med dine metoder og måske endda lære andre mennesker noget nyt. Til gengæld kommer du på hårdt arbejde i dit liv. Dels fordi du i dine eksperimenter kommer til at begå dobbelt så mange fejl som andre mennesker, og dels fordi du skal knokle for at forklare og stå til ansvar for nogle holdninger og handlemåder, du tit starter med at stå helt alene med. Det sværeste er, at du med din rebelske personlighed har 10 gange så stort et ansvar for at sætte dig ind i andre menneskers tanker. Tit er der nemlig en god grund til at de gør som de gør, og det er som regel noget der på en måde også gælder for dig selv. De principper skal du kende og have forståelse for, hvis du vil bidrage med noget nyt. Ellers bliver du bare et tågehoved.